top of page

Hvor er farmors ring?

Jagten på farmors ring starter i bogen "Anton & farmor på havets bund" og fortsætter i jeres eget magiske undervandseventyr

 

Anton og farmor på havets bund

I Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersens bog “Anton & farmor på havets bund” tager vi med på en eventyrlig rejse under havets overflade i jagten på farmors ring, som hun på uheldig vis har mistet i badekarets afløb


Bogen bugner af inspiration til at skabe sit eget undersøiske univers og ved hjælp af bl.a. tuscher, magneter og plastiklommer kan jagten nu fortsætte


Gem ringen - eller noget andet? - et sted på havets bund, og brug den magnetiske styrepind til at bevæge ubåden i jagten på det tabte...


Fra 4 år - Læs om Det kreative kapitel her

 

Materialer:


- Bogen "Anton & Farmor"

- Ubådsskabelon

- Plastiklomme

- Magneter x 2 (Ca. 1-1½ cm og gerne neodymium, men det er ikke nødvendigt)

- Sort og hvid karton - A4

- Pap - Fx fra en papkasse

- Permanente tuscher

- Almindelige tuscher

- Saks

- Limpistol

- Eventuelt limstift - Se Step 4

- Eventuelt lyseblåt silkepapir - Se Step 11

 

Step 1: Hygge



Hygge kan bare noget, når det kommer til både læsning og til at skabe kreativt, så det er selvfølgelig vigtigt at nævne her i vejledningen ;)


Så giv den endelig gas med snacks, bløde puder, hyggelys i regnvejr, frisk saft i haven på en sommerdag - you name it!






 

Step 2: Læs bogen


Når hyggen er på plads, er det tid til at begynde på historien


Under læsningen er det en god ide at give plads til børnenes input og spørgsmål. Lad dem være undrende og nysgerrige. Byd også gerne selv ind med spørgsmål, som kan lægge op til dialog


På den måde kan refleksionerne og meddigtningen begynde allerede under læsningen, og give en naturlig overgang ind i den kreative proces

 

Step 3: Lidt at reflektere over undervejs?


I den kreative proces vil der naturligt opstå en række spørgsmål; hvilke farver skal min ubåd have? Hvor stor skal mit søuhyre være? Og hvor mange øjne har det?


Disse konkrete spørgsmål kan med fordel udvides med mere reflekterende spørgsmål, som dels kan lede til nysgerrige og fordybede snakke om bogens emne og handling, men også bidrage til at skabe spændende historiefortælling omkring jeres kreationer

Tryk på pilen for forslag til refleksioner

- Anton og farmor møder undervejs en masse vilde havvæsner - har I oplevet nogle seje havdyr? Måske i et kæmpeakvarium som Den blå planet eller i Kattegatcentret? Eller måske hvis I har prøvet at dykke?


- Anton og farmor møder også Det Farlige Søuhyre - tror I der findes søuhyrer? Hvordan ser de ud?


- Hvilke dyr kender I, som lever i havet? Hvilke synes I er flottest? Hvilke er mest ulækre? Er der nogen af dem, som ligner søuhyrer?


- Hvem ville I gerne have med på et undervandeventyr i en ubåd? Hvad ville I gerne se? Hvad ville være vigtigt at få med på turen?


- Farmor har mistet sin dyrebare ring - har I prøvet at miste noget, I var rigtig glade for? Hvad var det? Fandt I det igen? Hvor?


- Har I prøvet at miste noget, og så finde det igen et skørt sted?


- Antons forældre har tit travlt, og derfor skal han passes af farmor - bliver du/I passet indimellem ? Af hvem? Hvad laver I så? Synes du/I at det er sjovt at blive passet, ligesom Anton synes?


- Farmor er et stort legebarn - kender I nogle voksne som er gode til at lege? Leger I med dem? Hvad leger I? Er det sjovest at lege med voksne eller børn?


- Anton og farmor bliver slugt af en hval - kender I andre historier, hvor der er nogen der bliver slugt af en hval? Kender I andre historier, som foregår under vandet? Måske i en ubåd? (Fx En verdensomsejling under havet)

 

Step 4: Ubåden


Når bogen er læst, er det tid til at gå i gang med jeres eget undervandseventyr


Vi lægger ud med ubåden. Har I mulighed for at printe ubåden direkte på hvidt karton, er det nemmest, men ellers fungerer det fint at printe på papir og derefter lime skabelonen på hvidt karton med en limstift


Herefter skal ubåden farvelægges med almindelige tuscher - HUSK at lade lyskeglen forblive hvid! - og klippes ud - måske med lidt hjælp fra en voksen ;)

 

Step 5: Magnet på ubåden


Ubåden bevæger sig rundt i "vandet" ved hjælp af magneter


Placeringen af magneten på ubåden er sjov at eksperimentere med og kan gøre båden mere eller mindre vild - og vanskelig - at styre. Placeringen som på billedet gør ubåden rimelig håndterbar ;)


Brug eventuelt elefantsnot mens I eksperimenterer, og når I har fundet den ønskede placering, kan magneten limes fast med en limpistol

 

Step 6: "Styrepinden"


Den anden magnet skal sidde på en "styrepind", som ubåden kan styres med


Pinden kan laves af alt muligt materiale, som er relativt stift. Her er den lavet af pap fra en gammel papkasse


Størrelsen på pinden kommer sig ikke så nøje, så længe der er plads til at holde fast i den - pinden her er 15 x 2 cm




 

Step 7: Havlandskabet


Herefter skal I i gang med at tegne havlandskabet, hvor eventyret skal foregå


Landskabet tegnes og males med permanente tuscher på plastiklommen


Se næste step for tegnetips







 

Step 8: Tegnetips


I bogen er der masser af inspiration at hente til, hvad man kan finde under havets overflade af søuhyrer, havfruer, blæksprutter, fisk, søheste og hvaler


Et snedigt tip er at bruge Thorbjørn Christoffersens finurlige illustrationer fra bogen som skabelon for jeres tegning ved at lægge plastiklommen oven på tegningen og tegne efter - men pas på, at I ikke tegner i bogen ;)


Skulle det ske, at I kommer til at tegne forkert på plastikken, kan tuschen slettes med en smule håndsprit på en vatpind :)

 

Step 9: Ringen?


Når landskabet er på plads, finder I et godt gemmested og tegner ringen - eller en skat, en bamse eller noget helt tredje, som I vil på jagt efter


Det kan være sjovt at skiftes til at tegne den gemte ting, og lade den anden gå på jagt uden at vide, hvor den befinder sig - se Step 11 for tip til at gemme ringen ekstra godt!


Når en ny jagt starter, sletter I blot den gemte ting med lidt håndsprit og tegner den på ny et andet sted

 

Step 10: Jagten kan begynde...

Sæt nu det sorte karton og ubåden ind i plastiklommen - det sorte karton skal være bagerst


Styrepinden placeres udenpå plastiklommens bagside og føres hen, hvor ubåden er. Når de to magneter har fanget hinanden, kan styrepinden bruges til at føre ubåden rundt i havlandskabet, og jagten kan begynde... :)





 

Step 11: Ekstra godt gemt?


Ønsker I at ringen skal være ekstra godt gemt - det vil sige, så man slet ikke kan se landskabet, men kun det der befinder sig i lyskeglen, skal I bruge et stykke lyseblåt silkepapir i A4 størrelse og en ekstra plastiklomme


Plastiklommen I allerede har tegnet på skal have klippet kanterne af, så lommen deler sig, og I skal kun bruge den del, I har tegnet på. I den ekstra plastiklomme indsætter I nu først det sorte karton, derefter ubåden, så jeres landskabstegning og til sidst silkepapiret

 

Step 12: Jagten kan fortsætte...


Herefter er det samme procedure som i Step 10 - Placér styrepinden udenpå plastiklommens bagside, og før den hen hvor ubåden er. Når de to magneter har fanget hinanden, bruges styrepinden til at føre ubåden rundt i havlandskabet








 

Ubåd
.pdf
Download PDF • 54KB

Ubåd til print


Tryk på filen, download, print og klip :)



 

Taleboble-vektor er lavet af Clker-Free-Vector-Images fra Pixabay

bottom of page