top of page

Til og fra-kort med søde julebilleder

Med hjælp fra fotooverførsel kan de mindste også være med til at dele gaver ud juleaften

 

Til og fra-kort med søde julebilleder

Har du også små poder, som gerne vil være med til at dele gaver ud juleaften, men som endnu ikke har lært at læse kragetæerne på til og fra-kortene?


Med fotooverførte billeder på til og fra-kort af træ, kan børnene få deres egen signatur og deltage i ritualet på lige fod med alle andre


Endnu en bonus er, at kortene efterfølgende kan hænges på træet, og fungere som julepynt med søde juleminder


Vær opmærksom på, at fotooverførsel strækker sig over 2 dage, da limen skal tørre natten over

 


 

Varnish glue

Materialer


- Til og fra-kort af træ, fx hjerter, stjerner eller manilamærker

- Laserprintet eller kopieret billeder af giver og modtager af en gave

- Limlak

- Pensel

- Skuresvamp

- Eventuelt karton, blyant og saks - Se Step 2







 

Step 1: Vælg motiver


Vælg de ønskede motiver af gavens modtager og giver til henholdsvis kortets for- og bagside, og sørg for at størrelsen passer med den træfigur, som de skal overføres til


Billederne skal herefter enten printes på en laserprinter eller kopieres i en kopimaskine


Husk at spejlvende billederne - særligt hvis der er tekst på!





 

Step 2: Placér motivet


Det kan være vanskeligt at placere billederne præcist på figuren i fri hånd, og det er så ærgerligt, hvis hullet i figuren ender med at ramme den yngste lige i panden


Det kan derfor være en fordel at lave en skabelon af karton ved at tegne rundt om træfiguren og klippe figuren væk


Herefter kan den lægges oven på billedet, og man kan tegne en svag blyantstreg, der hvor træfiguren skal placeres



 

Step 3: Før overførslen


Til at overføre billederne til træfiguren bruges en limlak


Inden du begynder overførslen er det en fordel at give både billeder og figur et lag limlak og lade det tørre hver for sig i en halv times tid. Herved forsegler man begge dele, og billedet gøres lidt mere hårdfør


Tag én side ad gangen på træfiguren, eller sørg for at have en installation klar, hvor den kan hænge og tørre


 

Step 4: Overførslen


Giv billeder og figur endnu et lag med limlak, og placér herefter træfiguren indenfor blyantstregen på hvert billede, og tryk den godt fast


Gnub billederne godt på og jævn eventuelle folder og luftbobler ud så godt som muligt







 

Step 5: Tørretid


Lad limlakken tørre natten over - eller som minimum i 12 timer













 

Fotooverførsel

Step 6: Fjern papiret


For at billedet kommer til syne, skal papiret nulres af


Dup papiret med en våd svamp, og nulr det forsigtigt af med fingrene


Des mere papir der kommer af, des mere forsigtig skal man være med både vand og nulleri, så billedet ikke også bliver gnedet af


Skulle der smutte en smule i siderne, ligner det ofte bare lidt patina, så ingen grund til panik ;)


Brug en spids genstand til at prikke hullet fri for limlak

 

Step 7: Finish


Det sidste fnuller kan være vanskeligt at få af


Det er en god ide, at lade billederne tørre, så det bliver lettere at se, hvor papirresterne sidder, men der vil til sidst være et svagt lag hvidt fnuller, som ikke kan nulres af


Det kan til gengæld tages med lak - enten limlakken eller en almindelig vandbaseret lak


Giv billederne en omgang lak, lad det tørre, til og fra-kortene er færdige :)


 

Tips:


- Træfigurerne kan med fordel skæres på en Cricut skæremaskine eller en lasercutter - så kan der frit vælges form og størrelse. Alternativt kan former som hjerter, stjerner og manilamærker ofte findes på nettet eller i supermarkeder op til jul


- Mange større biblioteker har en lasercutter man gerne må eksperimentere på


- Det er nok ikke nødvendigt at nævne, at kortene også kan bruges i andre anledninger end jul, men nu nævner jeg det alligevel ;)

 

Ur-vektor er lavet af janjf93 fra Pixabay

Pære-vektor er lavet af Augusto Ordóñez fra Pixabay

Relaterede indlæg

bottom of page