Lav en halloween-dekoration med naturens uhyggeligste materialer

Mangler du en god anledning til at lokke familien med en tur i skoven?
Eller bare en simpel efterårsferieaktivitet, som ikke koster spidsen af en jetjager?
Så er den lige her! En halloween-dekoration inspireret af den klassiske juledekoration, som helt sikkert vil skabe lidt (u)hyggelig stemning i stuen
Så på med frakken og husk paraplyen ;)

Materialer
- Lys
- Et fad eller tallerken
- Ler
- Spindelvæv til dekoration
- Diverse småpynt fx edderkopper, græskar, gravsten og lignende
- Mos
- Uhyggelige naturmaterialer fx troldegrene, japanske lygter, velcro-planter (Kaldes vist glat burre) og lignende
Vejledning og materialeliste til at dekorere lys med vinyl, som passer til anledningen findes her

Step 1: Valg af lys
Da der med tørrede grene, mos og spindelvæv er en vis brandfare, skal man overveje sit valg af lys. Det sikre valg er naturligvis at bruge et LED-lys og det har også den fordel, at det kan genbruges året efter
Da udvalget af LED-lys med halloweentema ofte er lidt sløjt, kan man vælge at dekorere sit eget lys med vinyl - se her hvordan

Step 2: En klat ler
Start med at sætte en god klat ler fast på et fad eller en tallerken og mas herefter lyset i
Har du valgt et LED-lys kan det være en ide at sætte tape under bunden, så tænd-og-sluk-knap og batterirum ikke bliver fyldt med ler
Tryk heller ikke for meget ler op ad siderne på et LED-lys, da det gerne skal kunne vristes løs og sættes tilbage, når det skal tændes og slukkes. Har man derimod valgt et almindeligt stearinlys, er det vigtigt at lyset sidder rigtig godt fast, så det ikke vælter

Step 3: Mos
Herefter dækkes leret til med mos, som giver en rigtig fin skovbundseffekt
Der er rig mulighed for at finde mos i skoven, og særligt på træstubbe kan man ofte skrabe store fine stykker af

Step 4: Pynt løs
Når mosset er på plads, er det bare at stikke alle skovfundene fast i leret og dekorere løs med edderkopper, græskar, gravsten eller hvad du ellers kan finde på
Nedenfor følger forslag til pynt og tips til hvordan det er lavet

Lygter
Lygterne hedder Japanske lygter eller Physalis Alkekengi og er en almindelig plante, som findes i mange haver
Her er der brugt en tusch til at tegne ansigter på dem, så de kommer til at minde om græskar
Lygterne har en lille krog på stilken, som gør at de kan hænge fint på troldegrenene

Edderkop
Til edderkoppens krop kan man bruge en vat- eller en flamingokugle, som males sort med akrylmaling. Til benene klippes piberensere i en passende længde
Bruger man en vatkugle, skal man have en spids genstand fx en syl, et lille spyd eller en lille skruetrækker til at lave huller til benene
Med en flamingokugle er det ikke nødvendigt. Her kan piberenserne stikkes direkte i kuglen. Det kan være en fordel at give benene en klat lim, så de ikke smutter ud
Til sidst limes der et par øjne på kroppen

Gravsten
Gravstenen her er et heldigt fund, så hold endelig øjnene åbne efter gravstens-lignende sten
RIP er skåret i vinyl på Cricut. Man kan også vælge at skrive på stenen med en sprittusch

Spindelvæv
Spindelvævet får en rigtig god effekt, når det trækkes igennem burrene og troldegrene
Har du valgt et almindeligt stearinlys, kan det dog ikke understreges nok, at man skal være forsigtig med, at det ikke nærmer sig flammen!
Troldegrenene findes ofte i haver, mens glat burre findes langs stier og veje