top of page

Mini street art-pieces

Lav dine yndlings street art-pieces i mini format med fotooverførsel

 

Fotooverførsel er en teknik som kan bruges i rigtig mange henseender, men et sted, hvor teknikken virkelig kommer til sin ret, er ved overførsel af gadens kunst til råt materiale som eksempelvis mursten eller beton


Her gør det nemlig ikke noget, hvis man bliver lidt for ivrig i processen, og billedet får nogle ridser og skrammer - tværtimod, så bidrager det til at give værket et råt og autentisk udseende


Vær opmærksom på, at fotooverførsel strækker sig over 2 dage, da limen skal tørre natten over

 


 

Varnish glue

Materialer


- Mursten, beton eller lignende

- Laserprintet eller kopieret street art-billede

- Limlak

- Pensel

- Skuresvamp x 2

- Vand



Vejledning og materialeliste til at lave en betonklods, som lige matcher dit projekt, findes her




 

Step 1: Vælg motiv


Tag på street art-jagt i byen, i bøger eller på nettet, og vælg dine yndlingsmotiver


Billedet skal herefter enten printes på en laserprinter eller kopieres i en kopimaskine og klippes til


Husk at spejlvende billedet - særligt hvis der er tekst på motivet!






 

Forme til beton

Step 2: Støbning af betonklods


Ønsker du at støbe en betonklods til projektet findes der en vejledning her


Det anbefales at følge fifs'ene i vejledningen til at ramme det rå look på betonen, som herved kan underbygge råheden i street arten


Det kan desuden være en fordel at bruge armering i klodsen - Se mere under Tips i den pågældende vejledning


Betonklodsen her i vejledningen har en tykkelse på ca. 1 cm

 

Step 3: Rensning af materialet


Uanset om billedet skal overføres til en mursten eller en nystøbt betonklods kan det være en fordel at rense materialet med vand og en skuresvamp inden processen starter


Herved undgår man at billedet bliver ødelagt af skidt eller en porøs overflade under overførslen


Lad materialet tørre helt, før du går videre




 

Step 4: Før overførslen


Til at overføre billedet til det pågældende materiale bruges en limlak


Inden du begynder overførslen er det en fordel at give både billede og materiale et lag limlak og lade det tørre hver for sig i en halv times tid


Herved forsegler man begge dele, og billedet gøres lidt mere hårdfør




 

Step 5: Overførslen


Giv billede og materiale endnu et lag med limlak, og læg herefter papiret med billedsiden mod materialet, og tryk det godt fast


Gnub det godt på og jævn eventuelle folder og luftbobler ud så godt som muligt







 

Step 6: Tørretid


Lad limlakken tørre natten over - eller som minimum i 12 timer













 

Fotooverførsel

Step 7: Fjern papiret


For at billedet kommer til syne, skal papiret nulres af


Dup papiret med en våd svamp, og nulr det forsigtigt af med fingrene


Des mere papir der kommer af, des mere forsigtig skal man være med både vand og nulleri, så billedet ikke også bliver gnedet af


...Men igen, lige når det kommer til at overføre billeder af street art, så gør det ikke så meget, hvis der skulle komme lidt småskrammer ;)



 

Step 8: Finish


Det sidste fnuller kan være vanskeligt at få af


Det er en god ide, at lade billedet tørre, så det bliver lettere at se, hvor papirresterne sidder, men der vil til sidst være et svagt lag hvidt fnuller, som ikke kan nulres af


Det kan til gengæld tages med lak - enten limlakken eller en almindelig vandbaseret lak


Giv billedet en omgang lak, lad det tørre, og mini street art-værket er færdigt!


 

Tips:


- Det er en fordel at fotooverføre på lyse genstande, da billedet her går bedre igennem. Er genstanden mørk, kan den males hvid på området, hvor billedet skal overføres til









 

Bonzai-billederne er malet af Dennis Evers

MTO-billedet og Banksy-billedet er fra Berlin

Ur-vektor er lavet af janjf93 fra Pixabay

Pære-vektor er lavet af Augusto Ordóñez fra Pixabay

bottom of page